Evalueringer er et kulturelt fænomen

Evalueringers komplekse samspil med deres organisatoriske kontekst kan også forstås som "rituelle refleksioner", eller som institutionaliserede ritualer, der tjener til at leve op til krav - opnå legitimitet fra - i moderne organisationers institutionaliserede omgivelser om at fremstå moderne, responsive, tilpasningsdygtige, udviklingsorienterede. Evalueringer er således en del af en større fortælling om New Public Management-"organisationsopskrifter" (Røvik) i vores samfund, som enkeltpersoner, grupper og organisationer "abonnerer" mere eller mindre på. Læs mere her: Peter Dahler-Larsen 1999.

I samme boldgade kan evalueringer forstås som narrativer eller fortællinger blandt mange andre fortællinger.

(se fx Jennifer C Greene 2000). Det er ikke på forhånd givet om en konkret evaluering bliver en kanoniseret eller en apokryf tekst, og den skal fortolkes og genfortælles for at blive et varigt kulturelt fænomen. Måske sker der det, som ugebladet Anders And & Co har reklameret med: "Vores historier er bedre end dine".  Men det kan have omkostninger åbent at afvise evalueringen, fordi den er en del af en større fortælling om at evalueringer er noget positivt og nødvendigt, med mindre det kan ske med legitime (institutionelt accepterede) argumenter, som fx at den ikke lever op til gode undersøgelsesstandarder (læs mere her: Evalueringer er undersøgelser)

Nogle evalueringer anerkender, at evalueringer først og fremmest er fortællinger og giver ordet til de berørte i form af interviews eller andre former for Interessentevalueringer. Blandt de kendteste eksempler på en sådan socialkonstruktivistisk tilgang til evaluering er Egon G Guba og Yvonna S Lincoln 1989 .